Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

Optakt: AB har kig på førstepladsen mod Roskilde

Roskilde
CampoBet 2. Div
12/9/2025 6:26

Som du selvfølgelig tidligere har læst i disse spalter, var der tre klubber i CampoBet 2. division, som før sæsonen erklærede; vi skal rykke op. Vendsyssel FF. Og så de to, der mødes i Roskilde Idrætspark fredag aften. FC Roskilde mod AB. Begge har spillet mod Vendsyssel FF og begge vandt.

Nu skal det afgøres, hvem der trækker sig endegyldigt bedst ud af den første tre-kamp. Hjemmeholdet har ikke vist sig i stand til at følge op på den flotte kamp mod ovennævnte VFF. Istedet kommer de fra et par skuffende kampe, hvor man føler, man skulle have hentet mere end ét point.

Kristoffer Johannsen vil forlange at se et udsagn fra sine spillere fredag aften. Det bliver selvsagt ikke enkelt mod AB, men spørgsmålet er, hvor meget tirsdagens lange og anstrengende pokaldrama mod B.93 sidder i trup og stab.

Banen kan meget vel vise sig tung for krop og sind i Roskilde, hvor der kæmpes lidt med græstæppets kvalitet i disse dage.Der var ganske vist kun seks gengangere i ABs startopstilling i pokalkampen, i forhold til fredagens sejr over Næstved.

Men Joey Gudjonsson har tidligere prøvet at skifte meget ud uden at opnå den ønskede effekt. Fredagens besøg i Roskilde kan vise, om AB-truppen har lært fra sidste gang.

Vurderet udelukkende ud fra deres seneste to ligakampe, går AB ind til fredagens kamp i bedst form. De har også det yderligere incitament, at de kan overtage førstepladsen med en sejr. Det vil i så fald være første gang i denne sæson og værd at tage med en fredag aften.

Vurderet ud fra deres indbyrdes historik, er der en jævnbyrdig kamp i vente. Af deres seneste 19 møder sluttede fem uden vinder, mens begge hold noterede sig syv sejre hver. Deres seneste tre dueller sluttede alle uafgjort. Alle med mål af begge parter.

Formodede startopstillinger:

FC Roskilde: Hjorth – Juhl – Juul – Skolnik – Montell – Trier – Skøtt – Nyegaard – Carlson – Uhd – Veltz

AB: Benediktsson – Koudelka – Ramkilde – Damtoft – Jonasson – Immersen – Vesterholm – Brund – Lindgaard – Ibsen – Mullings

Der er kickoff i Roskilde Idrætspark kl. 19:00.

Jacob Hansen