Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

Første sejr til Brønshøj: Fænomenalt!

Foto: Jakob Termansen
CampoBet 3. Div
1/9/2025 8:56

Brønshøj Boldklub havde ikke vundet en ligakamp siden marts, men lørdag skete det så endelige for hvepsene, der hjemme på Tingbjerg Ground slog FA 2000 2-1.

“Vi spiller en fænomenal 1. halvleg og fører helt fortjent 2-0. Det kunne sagtens have været mere. Følger planen til punkt og prikke. Rigtig mange gode præstationer,” siger Brønshøj-træner Jamil Fearrington til 3række.dk

Sejren var ikke bare den første for Brønshøj siden marts, men også den første i det hele taget for Jamil Fearrington som cheftræner. Han overtog holdet i sidste sæson, hvor resultaterne efterfølgende langt fra flaskede sig.

Sejren over FA 2000 var derfor den første for Fearrington i 15 forsøg som cheftræner for Brønshøj.

Jakob Johansson åbnede scoringen efter en halv time på straffespark, som blev begået mod ham selv, mens Noah Graini fra FA 2000 syv minutter senere var uheldig med at lave selvmål.

Mens første halvleg var “fænomenal”, så bar anden omgang præg af, at resultaterne ikke har været der for Brønshøj. Og i overtiden blev det så ekstra spændende, da Ruben Minerba fik reduceret til 2-1.

“Vi kommer ud til en mindre god anden halvleg, som bliver forkrampet. Jeg tror desværre, der går lidt meget i spillerne, at det her må vi bare ikke smide,” siger Jamil Fearrington.

Næste opgave i CampoBet 3. Division bliver en rigtig københavnerklassiker, når Brønshøj lørdag skal på besøg hos BK Frem.

Inden da venter der dog en pokalkamp for Brønshøj, hvor GVI venter i 2. runde. Den kamp spilles tirsdag.

(foto: Jakob Termansen)

Jens Andersen