Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

Første sejr til Fremad: Stjal tre point fra Roskilde

Foto: Mikras
CampoBet 2. Div
1/9/2025 10:19

Fremad Amager sikrede fredag aften sæsonens første sejr. Gæsterne fra FC Roskilde blev besejret med 2-1 til enorm lettelse for ikke mindst Fremad-træner Christian Iversen. Det var en kamp, FC Roskilde aldrig burde have været i nærheden af at tabe. Men sådan er fodbold, som deres egen træner slukøret konstaterede overfor LigaManagers udsendte efter kampen. Og sådan er CampoBet 2. division, kunne han have tilføjet.

FC Roskilde havde debutanten Mathias Veltz i startopstillingen i stedet for Emil Nielsen, der plejede lidt skavanker. Efter 11 minutter gjorde den fra Hillerød tilkomne angriber sin tilstedeværende gældende. Et fladt indlæg fra venstre kunne være bearbejdet af Veltz selv. Han valgte dog – Szoboszlai-style – en kropsfinte i stedet og lod bolden passere til Mads Carlson.

I modsætning til Kasper Nyegaards forsøg minuttet inden, havde Carlson sigtekornet indstillet. 1-0 til gæsterne og resten af halvlegen sad de tungt på begivenhederne. Så tungt, at man efter knap 25 minutters spil blev vidne til en frisk lille intervention.

Fremad Amagers tilbagevendte Christoffer Boateng beordrede fra sin plads på fløjen sin målmand til at ”tage en skadespause”. Dommeren faldt for tricket og pludselig havde Fremad en time-out-mulighed. Rutineret overblik af Boa, og selvom det ikke gav mindre spilovertag til Roskilde, forblev stillingen 1-0 til pause.

Skal man optegne alle muligheder til Roskilde efter pausen, bliver dette indlæg så langt som ”Ulysses”. Lad derfor være med at fastslå fast, at Mathias Veltz kunne have scoret i sin Roskilde-debut. Flere gange. Han serverede også et par muligheder til holdkammeraterne, som også burde have øget føringen.

Når man ikke gør den slags, risikerer man at blive straffet. Ud af det blå dumpede bolden ned til Fremads Jeppe Simonensen i Roskilde-feltet og pludselig var stillingen 1-1. Det var stadig gæsterne, der styrede løjerne, men man fornemmede lidt mere bid i Fremad-tacklingerne. Ikke mindst ansporet af en på aftenen yderst vokal cheftræner. I aller sidste minut gav det pote.

Roskilde-defensiven glemte at Alexander Petræus var blevet skiftet ind. Tak som byder, sagde spydspidsen, og så rockede Sundby Idrætspark for alvor. 921 fremmødte fulgte Fremads første gevinst. De fleste var glade.

Slutstilling: Fremad Amager – FC Roskilde 2-1 (0-1)

Mål: 0-1 Carlson (11.), 1-1 Simonsen (65.), 2-1 Petræus (90.)

Jacob Hansen