Fortsætter Helenius i AaB? Intet er udelukket

Nicklas Helenius har kontraktudløb til sommer, men inden maj måned er omme, er fremtiden for den 34-årige angriber på plads.

Det er i hvert fald det, AaBs sportschef, John Møller, håber på.

“Vi kommer til at sætte os ned inden sæsonens sidste kamp, og så tager vi en snak om, hvordan fremtiden skal se ud.”

“Det er endnu for tidligt at sige (hvad der kommer til at ske, red.). Det er noget, vi kommer til at tage, når vi sidder sammen – med respekt for Nicklas og hans situation,” udtaler John Møller til bold.dk og fortsætter:

“Som altid – i sådan nogle forhandlinger – er der flere parter, der skal involveres, og vi har ikke taget endelig stilling.”

“Intet er udelukket, og vi går åbent ind til samtalerne.”

Nicklas Helenius er i indeværende sæson indtil videre noteret for ti fuldtræffere, hvilket ikke bare gør ham til AaBs topscorer, men også sikre ham en øjeblikkelig tredjeplads på Betinia LIGAs topscorerliste.

Læg dertil, at Nicklas Helenius i alt er oppe på 81 mål i AaB-trøjen, hvilket bringer ham op på en delt andenplads på listen over klubbens mest scorende nogensinde.

Nicklas Helenius’ seneste mål for AaB blev sat ind den 18. april, hvor han i sin kamp nummer 250 for den nordjyske storklub scorede til 1-0 på straffe i 3-1 sejren over Aarhus Fremad.

Siden da har Nicklas Helenius døjet med en skade i den ene læg, men hvis genoptræningen går efter planen, så bliver Nicklas Helenius klar til AaBs sidste kamp i sæsonen den 30. maj, hvor HB Køge gæster Aalborg Portland Park.

“Det (skaden, red.) var rigtig uheldigt både for holdet og Nicklas selv. Han var i god form og var afgørende for os.”

“Vi har manglet ham, men vi har også haft et hold, der står godt sammen og er ubesejret i nedrykningspillet, så vi har kunnet klare os – men det har været ærgerligt.”

“Vi passer på ham og bygger ham ordentligt op, og så håber vi, at han bliver klar til HB Køge-kampen, slutter John Møller.

AaB tager fredag aften mod Middelfart. Kampen fløjtes i gang klokken 19.00.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA