Fredericia forhandler om spillersalg med ‘godset’
FC Fredericia er i fuld gang med at trimme truppen efter klubbens historiske oprykning til Superligaen. Fokus er lige nu på målmandsposten, hvor klubdirektør Stig Pedersen bekræfter, at den færøske landsholdskeeper Matthias Lamhauge er tæt på et skifte til norsk fodbold.
Det er den norske klub Strømsgodset, der står klar med en permanent kontrakt til Lamhauge. Forhandlingerne er så vidt fremskredne, at en afklaring forventes at falde på plads meget hurtigt.
– Der er en god dialog, og det kan være, at det falder hurtigt på plads. Det tror jeg, at det gør. Hvis Lamhauge forlader os nu, bliver det på en permanent transfer, udtaler Stig Pedersen til bold.