Fredericia sikrer sig Bøndergaard på en femårig kontrakt
Da Lyngby for seks måneder siden hentede Asbjørn Bøndergard på en femårig aftale, var der tale om en rekord stor transfer.
Men nu er den 22-årige angriber fortid hos De Kongeblå. I stedet skal den tidligere Silkeborg-spiller fremover tørne ud for FC Fredericia, der tidligere har lejet Asbjørn Bøndergaards arbejdskraft.
Nu ejer klubben ham. Endda på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2031.
Det oplyser FC Fredericia i en pressemeddelelse.
“Det her er en signing vi har jagtet siden han forlod os og som vi er enormt stolte af,” udtaler FC Fredericias direktør, Stig Pedersen, og fortsætter:
“Vi kender Asbjørn og ved, hvilken forskel han kan gøre, men vi får også en endnu bedre og mere erfaren spiller tilbage end ham, der forlod os efter oprykningen. Han har taget yderligere skridt, fået mere seniorerfaring og har nu været med til at sikre to oprykninger til Superligaen på to år,” uddyber Stig Pedersen og suppleres af FC Fredericias rekrutteringsansvarlige, Oliver Fredsted:
“Når vi laver en aftale helt frem til 2031, fortæller det også noget om, hvor meget vi tror på Asbjørn og hvor meget han tror på klubben. Han er 22 år, har allerede bevist, at han kan score mange mål på seniorniveau, og samtidig har han fortsat et stort udviklingspotentiale.”
“At vi kan hente en spiller med hans alder, historik og kvaliteter på så lang en aftale, vidner om vores store ambitioner her i klubben,” slutter Oliver Fredsted.
Asbjørn Bøndergaard var udlejet til FC Fredericia fra Silkeborg i sæsonen 2024/25, hvor det blev til 17 mål i 25 kampe, og en oprykning til 3F Superligaen.