Fremad Amager henter Bala og Bredahl

Der svæver store, mørke skyer over Fremad Amagers umiddelbare fremtid, men der er fundet lidt mønt bag sofaen til at hente to offensive forstærkninger. Andreas Bredahl kommer til fra B.93, mens Sundby-drengene lejer Steven Bala i AB.

“Andreas Bredahl er en spiller, som vi har kendt i mange år, og en spiller mange i fodbold-Danmark venter på, udfolder sit talent. Han har alle redskaberne som en angriber skal have, siger David Boysen om førstnævnte.

“Vi har set nok til træning til, at vi tror på, at Andreas er et sted, hvor han er parat til at angribe sin egen karriere for at lykkes,” tilføjer sportschefen håbefuldt, mens det om lejesvenden fra AB lyder:

“Steven Bala har i den grad nogle kompetencer, som vi ikke har i truppen i forvejen. Hans en-mod-en spil og bevægelser på den sidste tredjedel af banen er noget, vi glæder os til at se på Amager.

“Han har vist sig godt frem og havde en rigtig god test kamp forleden mod Frem. Ligesom i vores aftale med Daniel A. Pedersen er dette blevet til via en yderst professionel dialog med AB.”

Begge spillere er 22 år og hvor Andreas Bredahl er angriber, gør Steven Bala sig primært på én af de to kanter. Begge spillere har vist sig frem i løbet af januar måned, skriver Fremad Amager videre på deres egne medier.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent: CampoBet 2. Div og Landsholdet