Fremad Amager sætter rekord og HIK er tæt på
Fremad Amager satte en ny rekord for kvalifikationsspillet i CampoBet 2. division lørdag eftermiddag. Sejren over VSK Aarhus var den 14. triumf i denne sæson. Så mange sejre har ingen klubber fra kvalifikationsspillet i den nuværende turneringsstruktur været i stand til at vinde.
Aarhus Fremad sad på den hidtidige rekord med 13 sejre. Den blev opnået i sæsonen 2021/22, og dermed den første sæson med den nuværende struktur. Deres sæson dengang adskiller sig dog en smule fra Fremad Amager. Der var nemlig ikke helt så stor forskel på efter- og forårssæsonen, som Fremad Amagers har budt på.
Øens Hold gik til vinterpause med fire sejre, og har dermed scoret 10 sejre alene i 2026. Det er det samme, som AB og Vendsyssel FF er noteret for, og de har kunnet fejre oprykning. Det må Fremad indtil videre vente med til (måske) næste sæson.
I første omgang kan de glæde sig over at have sikret sig førstepladsen i kvalifikationsspillet. Det er John Bredals andet trænerjob i CampoBet 2. division og anden gang, han præsterer det. I sidste sæson gjorde han det med Ishøj IF.
Divisionskollegaerne fra HIK har ikke sat rekord endnu, men de har tangeret den, og holder de ikke rent bur i de sidste to kampe, slår de rekorden. De har nu indkasseret 62 mål. Det samme gjorde Nykøbing i 2024, hvor de sluttede som nummer seks.
Ingen klub har præsteret at lukke flere end 62 mål og samtidig sluttede i top seks. Nykøbing sluttede dog ikke sæsonen med den mest gavmilde defensiv. Dén “hæder” læner HIK sig kraftigt op ad at opnå. De har allerede indkasseret fire mål mere end den næstmest gavmilde defensiv.