Fremad Amagers yoyo mod kriseramte Helsingør

Pånær otte dage er det præcis 12 måneder siden, at FC Helsingør senest gæstede Sundby Idrætspark. Fredag aften besøger de igen Fremad Amager i CampoBet 2. division, og de håber på et bedre udfald mod ”dem de andre ikke vil lege med”, end de opnåede i sidste sæson.
Fremad Amager vandt begge opgør. 2-0 på hjemmebane og 2-1 på udebane. Helsingørs ene målscorer var Oliver Drost, som siden har indstillet karrieren og nu er assistenttræner. Til gengæld er alle tre Fremad-målscorere stadig at finde i Christian Iversens trup, som ellers har set mange udskiftninger.
Anfører Christoffer Boateng er der dog stadig, og han stod for mål i begge opgør mod ”Kronborgs drenge” i sidste sæson.
Der er brug for hans målnæse igen fredag aften, hvis Sundby-gutterne skal fortsætte deres yoyo-tilværelse. Deres seneste fire hjemmekampe sluttede med sejr-nederlag-sejr-nederlag.
Selv en yoyo-tilværelse ville FC Helsingør dog tage imod med kyshånd i disse uger. Det går ganske enkelt ikke godt for Lluis Planagumas tropper. Fire nederlag på stribe. Ét point i otte kampe. Mod Brabrand. Som er Helsingørs nærmeste konkurrent i tabellen. Herefter kommer Fremad. Der er vigtige point på spil her.
Formodede startopstillinger:
Fremad Amager: Vedel-Birch – Høllsberg – Gaunsbæk – Brinch – Olsen – Mortensen – Derrar – Kristensen - Zohore – Bay – Boateng
FC Helsingør: Boruc – Divialle – Knudsen – Ameth - Brems – Kassekar – Konradsen – Marcus – Sjøholm – Lindén - Singh
