Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

Vendsyssels nye træner debuterer mod Næstved

Optakt
CampoBet 2. Div
9/10/2025 22:07

Néstor Rodríguez blev mandag ansat som ny cheftræner i Vendsyssel FF. Hans første opgave i spidsen for truppen venter fredag aften, når Næstved Boldklub kommer på besøg. Og hvad er det så for en slags fodbold, tilskuerne på Energi Nord Arena skal forvente at se?

"Mit hold skal være dominerende på bolden, men også vise stor defensiv disciplin og arbejdsomhed for at bevare balancen i alle spillets faser. For mig er dette en værdifuld mulighed for at sætte Colombia i et godt lys. Jeg er meget glad for at kunne skabe en unik arbejdsgruppe, der forener latinamerikansk passion med europæisk erfaring,” sagde Néstor Rodríguez om sig selv ved ansættelsen.

Hans tropper kommer fra en sejr i sidste weekend, hvor det lykkedes at vende hjem fra Thisted med 1-0 i bagagen. Som så ofte før i denne sæson var det Lasse Steffensen som stod for scoringen, og han udtaler sig således før kampen mod ”næver”.

”Vi kommer fra en stærk sejr i fredags, og det er vigtigt, vi tager den energi med videre. Holdet viste god moral og en stærk vilje til at stå sammen, og det skal vi bygge videre på. Vi fokuserer på vores eget spil og på at arbejde hårdt for hinanden. Gør vi det, har vi gode muligheder for at tage et vigtigt skridt på fredag”.

Næstved kommer også fra en sejr og endda en sejr, hvor holdet gjorde det så godt, at de fik fem mand på ugens hold! De har seks sejre i sæsonen ligesom Vendsyssel. Begge klubber har en målscore på 15-11. VFF har tre sejre og to nederlag på hjemmebane. Det samme har Næstved på udebane.

Siden maj 2011 har Næstved været på besøg i Hjørring otte gange. De vandt ingen af dem. De fik dog remis i halvdelen af dem, ligesom de seneste fire dueller mellem klubber så begge hold på måltavlen. Der er masser af gode grunde til at indfinde sig på Energi Nord Arena fredag kl. 19:00.

Formodede startopstillinger:

Vendsyssel FF: Schulz – Bager – Mfouapon – Nybo – Henriksen – Vendelbo – Steffensen – Williams – Sow  – Munck - Owusu

Næstved Boldklub: El-Beltagi – Friedrich – Tattum – Halsgaard – Høst – Kongstedt – Häuser – Kvist – Olesen – Christensen – Andreasen

Jacob Hansen