Fremad og Skive satte voldsomme rekorder i CampoBet 2. division

Fremad Amager nåede i alt 15 sejre i denne sæson. De sidste 11 af disse kørte de hjem efter nytår. Og det er mildest talt rekord. Det er to sejre mere end noget andet hold, som endte udenfor top seks tidligere har præsteret i den nuværende turneringsstruktur.

Ingen andre hold, der sluttede uden for top seks, har før gået igennem foråret med mere end otte sejre. Og Fremad nåede altså 11. At de to oprykkere stadig præsterede et pointmæssigt bedre forår siger alt om, hvilke styrke de bragte med sig ind i kampene. Som nedenstående tabel viser, var Fremad Amager hele 11 point bedre end forårssæsonens fjerdebedste hold.

Også Skive IK kan se tilbage på en sæson, der indbragte dem to rekorder under den nuværende struktur. De sluttede på 16 uafgjorte kampe. Altså præcis halvdelen af deres 32 ligakampe. Det er tre mere end den hidtidige remis-rekord.

Det fører videre os automatisk videre til deres anden rekord for sæsonen. Ingen klub har nogensinde undgået nedrykning med kun seks sejre, som var, hvad skibonitterne præsterede. Og så sluttede de endda otte point over stregen.

Endelig kunne Thisted FC også notere sig en milepæl. De endte nummer fem med sæsonens bedste defensiv. Det er første gang, at den bedste defensiv sluttede så lavt.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet