Fremad-træner efter sejr: Det her betyder mere end bare tre point for os

Man skulle tro, at Christian Iversen havde spillet selv, da han træder an for at bearbejde fredagens sejr over FC Roskilde. ”Jeg er fuldstændig smadret,” sukkede han med et stille smil i øjnene, men han havde også ”kæmpet godt” på sidelinjen. Og når sæsonens første sejr falder i femte runde, falder en kæmpe sten fra ens skuldre.
”Man har fokus på resultater og point i den her verden. Når man samtidig i hverdagen kan gå og se en gruppe, som bare bliver bedre for hver dag, der går, så ønsker og håber man på deres vegne, fordi man trods alt holder rigtig meget af dem, at de får den kredit, de fortjener og følelsen at vinde. Vi har været ualmindeligt tæt på tidligere i den her sæson - mod Ishøj – men fik den ikke, hvilket måske er et meget godt billede af, hvor vi også som gruppe er ved at sætte os efter et stort skifte i truppen.
”Så det er fantastisk. En dejlig følelse. Det er dejligt for gutterne at mærke følelsen igen,” fortalte Christian Iversen i et eksklusivt interview med LigaManager. Sejren blev ikke mindre sød af, at der skulle en solid portion medvind til for at få den i hus.
”Vi har det sindssygt svært i perioder, både når vi ikke er på bolden, og når vi er på bolden. Især i 1. halvleg. FC Roskilde er et p***** godt hold og gode til at udnytte de rum, vi efterlader til dem, fordi vi kommer for sent. Det prøvede vi at rette op på i pausen med en dobbeltindskiftning, hvor vi også prøvede at få vores mindset til at være lidt mere ultimative. At vi går ind i presset uden at holde igen.
”Men man også være ærlig at sige, at vi kan være bagud med mere end 1-0 i kampen. Derfor bliver det her også mere end ”bare” en sejr. Det bliver en sejr i dobbelt potens, fordi vi er helt nede. Og så slutter vi kampen af, som vi gør. Der er kæmpe respekt til spillerne i forhold til deres attitude. At de bare brænder alle de kilometer af, de har i benene. At de er der for hinanden. At de står sammen i de svære perioder. Det er sådan, man vinder fodboldkampe.”
Der var næsten 1000 tilskuere i Sundby Idrætspark, som især i 1. halvleg kunne bevidne, at FC Roskilde i lange perioder lignede et hold, der ville rejse hjem med alle tre point. Det bekræfter selv hjemmeholdets træner
“Jeg tror ikke, vi efter 35 minutter havde tænkt, at det ville blive til sejr. Det vil jeg være ærlig at sige. Men sådan er fodbold også nogle gange. Vi har også prøvet det modsatte, og det gør selvfølgelig ondt. Jeg synes, at det her betyder mere end bare tre point for os som gruppe. Det er der ingen tvivl om. Det her havde vi behov for. Og jeg under alle gutterne det.”
