Fyret FA-træner: Ingen kommentarer
En bombe gik tirsdag aften af i CampoBet 3. Division, da FA 2000 meldte ud, at cheftræner Semere Haile er færdig i klubben.
Det sker få dage efter at klubben har sikret sig oprykning til CampoBet 2. Division.
I stedet bliver det João Fernandes fra klubbens egne rækker, der overtager cheftræner-rollen.
“Jeg har ingen kommentarer i øjeblikket. Men jeg skal nok melde noget ud på et senere tidspunkt,” siger Semere Haile, da LigaManager fanger den nu tidligere FA 2000-træner på telefonen kort efter Frederiksberg-klubbens udmelding.
Mystikken bliver ikke mindre af, at man i FA 2000 ikke har yderligere kommentarer end det, man allerede har udsendt i en udmelding på egen hjemmeside.
Her skriver FA 2000, at udskiftningen ikke kommer ud af det blå, men “Som led i klubbens fortsatte udvikling har FA 2000 gennem længere tid arbejdet med en omstrukturering af herreseniorafdelingen,” som det hedder i en udmelding på klubbens hjemmeside, hvor man også understreger, at beslutningen er truffet efter grundige overvejelser.
Hvorvidt Semere Haile også kan genkende den fremlægning, har han for nuværende altså ingen kommentarer til.