Helsingør og Brabrand holdt sæsonens første nul

Det hele sluttede, som det begyndte, da FC Helsingør og Brabrand IF mødtes hos førstnævnte søndag eftermiddag. En ellers ikke chancefattig kamp gav point til begge parter via 0-0. Dermed prøvede begge hold noget nyt i CampoBet 2. division i denne sæson.
FC Helsingør sikrede sæsonens første point på hjemmebane og holdt for første gang buret rent. Brabrand IF sikrede sæsonens første point på udebane og holdt for første gang buret rent. Ingen var ekstatiske af glæde. Ingen var for alvor utilfredse. Fra begges position i tabellen kan man ikke tillade sig at være kræsen.
En meget stor chance til hjemmeholdet kunne have åbnet kampen allerede efter otte minutter. Ikke længe efter missede gæsterne en kolossal mulighed for at bringe sig i front. ”Ja, så taber de jo nok igen i dag”, kom det knastørt fra en stamgæst til Helsingørs hjemmekampe, der passerede LigaManagers plads. På det tidspunkt var der spillet 19 minutter.
Efter 35 minutter havde et hjørnespark nær givet FCH føringen. Bolden havde hos unge Rasmus Sjøholm, som ad to omgange testede gæsternes målmand af. I begge tilfælde bestod sidstnævnte til topkarakter. 2. halvleg udviklede sig i en art indianerbold, hvor midtbanen i mange tilfælde blev sprunget over.
Begge parter havde gode chancer for at bryde dødvandet i stillingen. Med lidt større skarphed havde begge bragt sig på tavlen, men ikke engang hele otte minutters tillægstid kunne løsne op for stillingskrigen. Det sidste skyldtes en hovedskade hos gæsterne, der heldigvis ikke viste sig mere alvorlig, end at hovedpersonen blev sendt i spil igen. De 426 tilskuere måtte nøjes med at nyde september-solen og størsteparten af dem var trods alt glade for, at ovennævnte stamgæst ikke fik ret. Hjemmeholdet tabte ikke.
Slutstilling: FC Helsingør – Brabrand IF 0-0
