HIK og Thisted delte point i tæt skakmatch

Førstepladsen var på spil i CampoBet 2. division, da HIK og Thisted tørnede sammen, og den skiftede ikke ejermand lørdag eftermiddag. Begge kunne gå derfra med ét point, da gæsterne på en sen udligning sikrede 1-1. For flere af hjemmeholdets spillere føltes det mere som et nederlag end et point vundet. Milan Silva havde smadret noget i spillertunnellen, hvis der havde været noget at smadre. Bandeord flød frit over de to tabte point.
Forståeligt nok. Udligningen faldt først, da stadionuret havde passeret 89 minutter. Forud var gået en kamp fattig på chancer. Det var en skakmatch mellem to hold, der godt vidste, at modparten var modstandsdygtig. Første åbning kom efter 22 minutter og en lækker omgang kombinationsfodbold fra hjemmeholdet. En fremragende stikning af formstærke Jonas Damkjær satte Donavan Bagou op i en en-mod-en med keeper Raahauge.
Dén duel kommer Bagou meget ofte bedst ud af, og han kunne fejre sin femte sæsonscoring. Damkjær kunne notere fjerde kamp i træk med enten mål eller assist. Stillingen holdt til pausen uden at nogen af parterne truede netmaskerne yderligere. HIK trak sig en smule længere tilbage efter pausen og tillod Thisted langt det meste af boldbesiddelsen.
Og man kunne komme helt i tvivl om, hvem det var, der havde føringen, ved at lytte til den ældre HIK’er, der befandt sig ved siden af LigaManagers udsendte. Der var stort set ikke grænser for, hvor elendige aktørerne på banen var.
Helt så skidt var det nu ikke, men chancer kom HIK ikke frem til i 2. halvleg. Det var heller ikke meget, Thisted truede HIK-målet, hvor Oliver Børner havde en overraskende stille dag, selvom nullet stod. Lige indtil det ikke stod længere. På et hjørnespark i det 90. minut fandt Andreas Høyer sig pludselig totalt blank på bagerste stolpe.
Uhindret kunne han heade bolden ind til pointdeling på HIK-defensivens eneste blottelse i kampen. Dermed beholdt Thisted FC førstepladsen og deres status af ubesejret. Nu i 11 kampe, når alt tælles med. HIK fik brudt deres sejrsstime, men er stadig nummer to og uden nederlag i syv kampe. Det kan også noget.
Slutstilling: HIK – Thisted FC 1-1 (1-0)
Mål: 1-0 Bagou (22.), 1-1 Høyer (90.)
