Hillerøds Man of the Match: Vi neutraliserede Hvidovre
Hillerød fik point med sig hjem, da Slotsbyens Hold fredag spillede 1-1 ude mod Hvidovre.
Det tætte topopgør på Pro Ventilation Arena bød på flere flotte individuelle præstationer, heriblandt Hillerøds William Glindtvad, der efter kampen på kåret til gæsternes Man of the Match.
Det var nu holdets indsats, som den 19-årige forsvarsspiller satte ord på efter langfredagskampen:
“Jeg er tilfreds med dagens indsats. Vi kommer fint ud fra start på en svær udebane, og resultatet afspejler meget godt kampens forløb.”
“Jeg synes, vi får neutraliseret dem og stoppet mange af deres angreb, hvilket også gør, at Hvidovre har svært ved at skabe store chancer,” udtaler William Glindtvad og giver sit bud på, hvad Hillerød skal arbejde med i nærmeste fremtid:
“Nu handler det om at fortsætte det gode defensive arbejde og blive endnu skarpere på den sidste tredjedel af banen. Så skal vi nok få de point, vi har brug for.”