Høllsberg-transfer vækker undren i Sundby

Lørdag kunne Kolding IF offentliggøre, at man har skrevet kontrakt med Hans Høllsberg. En aftale, der løber frem til sommeren 2028. Godt for Høllsberg, godt for Kolding IF. Men hos hans tidligere arbejdsgiver var det en kontraktunderskrivelse, som vakte undren. Som minimum.

“Hans Høllsberg er kommet til klubben med et ønske om at vende hjem til Jylland af private årsager. Det ønske ville vi som klub ikke stå i vejen for,” meldte Fremad Amager-sportschef David Boysen ud den 15. januar. To dage før Høllsbergs aftale med Kolding IF.

Fremad Amager havde intet ønske om at miste forsvarsspilleren, men “i den her verden skal man nogle gange sætte mennesket over resultaterne”, som Boysen udtrykte det. Derfor fik Høllsberg ophævet sin kontrakt.

I et opslag på Instagram kommenterede samme Boysen bl.a. episoden således.

“For mindre end 48 timer siden kom en af vores spillere til mig og sagde, “…jeg har været igennem så meget… Jeg vil egentlig gerne bare hjem, og hvis du vil lytte og lade mig tage hjem, er det så muligt at få noget løn med”.

“Jeg valgte at sætte mig i hans sted og tænke på mennesket. 24 timer fra ophævelsen – har han nu skrevet 2,5 år med en ny klub. Vi modtager ingenting og spilleren har fået løn med fra os”.

LigaManager har været i kontakt med David Boysen, som ikke ønsker at føje yderligere kommentarer til.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet