Hørsholm søger vej ud af krisen i Næsby
Oprykkerne fra Hørsholm-Usserød IK har imponeret ved at spille sig med i den sjoveste del af slutspillet i CampoBet 3. Division, men direkte muntert har det ikke vist sig at være for Christian Mourux’ tropper.
Det unge mandskab fra Nordsjælland har nu tabt hele fem kampe i træk, siden man tilbage i starten af april besejrede Brønshøj 3-0.
Ser man længere tilbage, så er billedet ikke meget kønnere med otte nederlag i de seneste ti kampe, så man trænger med andre ord til en succesoplevelse, når man lørdag kører mod Odense.
Her venter Næsby Boldklub, der slikker sårene efter 1-0-nederlaget i overtiden i sidste runde mod FA 2000, hvor fynboerne blev kørt agterud i forhold til kampen om andenpladsen og oprykningen til CampoBet 2. Division.
Nicolai Wollenbergs mandskab har med seks runder tilbage af turneringen 11 point op til FA 2000, mens man også skal gå forbi Vanløse IF på tredjepladsen, hvis man mod en del odds alligevel skal sikres sig oprykning.
Seneste mødes mellem de to klubber var også i Næsby, hvor hjemmeholdet vandt med de overbevisende cifre 4-1 i slutningen af marts, så Hørsholm jagter ikke bare de første point i slutspillet men også revanche.
Der er kampstart i Næsby lørdag klokken 14:00.