Holbæk ændrede system mod Frem: Vi kunne have vundet 6-0

Der var særligt ét fokuspunkt for Holbæk B&I i weekendens 3-0-sejr mod BK Frem.
De første 20 tyve minutter måtte ikke gå op i hat og briller for hjemmeholdet, der i denne sæsons udgave af CampoBet 3. Division har været skidt kørende i netop den periode i samtlige kampe.
“Det er en kæmpe udfordring, hvis man starter sine kampe på den måde.Vi kommer til at ændre på nogle ting de første 15-20 minutter. Dét er stensikkert,” sagde Erdogan Aslan i løbet af ugen til ligamanager.dk.
Som sagt, som gjort.
Opstillingen blev ændret fra 4-3-3 til 3-5-2, hvilket var med til holde Frem fuldstændig fra fadet, mens hjemmeholdet selv fik lagt tre bolde i kassen.
“Vi spillede én af de mest fuldendte kampe i min tid i Holbæk. Systemskiftet lykkedes, og vi var dominerende fra start til slut,” siger Erdogan Aslan til klubbens facebookside.
En cheftræner kan dog altid finde et eller andet at forbedre, så måske den står på skudtræning i Holbæk i denne uge.
“Det eneste er vel, at vi ikke vandt 6-0. Chancerne og spillet var til det. Al mulig ros til drengene, de leverede på et meget højt niveau mod et sædvanligvis superstærkt Frem-hold,” siger Erdogan Aslan.
Sigtekornet skal dog være godt indstillet allerede tirsdag, hvor Holbæk tager imod Ishøj IF i pokalturneringens 2. runde.
Næste kamp i CampoBet 3. Divsion er lørdag, hvor man på udebane møder oprykkerne fra Hørsholm-Usserød.
