Hørby om Thisted-forlængelse: "Vi har en ung og sulten trup"

Christian Hørby har, som skrevet andetsteds på disse sider, forlænget aftalen med Thisted FC. Til dette kommer han med følgende udtalelse til klubbens hjemmeside.
“Jeg har valgt at forlænge min aftale med Thisted FC, fordi det føles som det helt rigtige for mig lige nu. Jeg trives virkelig godt her. Både med holdet, trænerne og hele miljøet omkring klubben. Det er et sted, hvor jeg føler, at jeg bliver bedre hver eneste dag, og hvor jeg får lov til at tage ansvar og udvikle mig som spiller.
"Der er en stor tillid fra trænerteamet, og det betyder meget for mig. Det gør, at jeg har fået en rolle, hvor jeg føler, jeg kan bidrage, og det motiverer mig bare endnu mere. Samtidig betyder fællesskabet i og omkring klubben enormt meget. Vi har en ung og sulten trup, hvor alle arbejder hårdt og bidrager til et stærkt træningsmiljø."
"Man mærker virkelig, at vi vil hinanden det godt – både på og uden for banen – og det er noget af det, jeg sætter allerstørst pris på i min hverdag som fodboldspiller.
Jeg synes, vi har gang i noget rigtig spændende som hold. Der er stadig meget, vi kan bygge videre på, og jeg glæder mig til at være en del af den udvikling og bidrage med det, jeg kan. Jeg ser frem til en ny sæson, og jeg er bare rigtig glad for fortsat at være en del af Thisted FC.”
