Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

Joker-scoring sikrer Roskilde tre point i Helsingør

Mikras
CampoBet 2. Div
6/10/2025 11:33

Uden at imponere formåede FC Roskilde at rejse fra  Helsingør med en sejr i bagagen fredag aften. Hjemmeholdet måtte trods føring finde sig i et nederlag på 2-1, hvilket lod Roskilde overnatte på førstepladsen i CampoBet 2. division.

Det var top mod bund, og det kunne ses i starten af kampen, hvor Roskilde greb initiativet. Det blev til flere gode muligheder allerede indenfor de første dusin minutter. Den sidste skarphed manglede, hvorefter det pludselig var hjemmeholdet, som løb med åbningsmålet.

Jagvir Singh Sidhu omsatte sikkert den mulighed fra 11-meter pletten, som dommeren havde givet ham. 1-0-føring efter 13 minutter, og det tog vinden ud ad Roskildes sejl. Resten af halvlegen blev mere rodet med få oplagte muligheder.

Helsingør forsøgte sig primært med lange bolde, og efter 38 minutter var Kronborgs drenge tæt på at udbygge føringen. Rasmus Lindén afsluttede flot, men Roskilde-keeperen Oscar Hjorth leverede en stærk reaktion, som fik sendt bolden på overliggeren.

Efter pausen arbejdede Roskilde sig tilbage i kampen. Ti minutter inde i halvlegen var det stolpe ud for Mathias Veltz, men kort efter udlignede Emil Nielsen. Bolden havnede for hans fødder efter en afretning i feltet, og angriberen sendte den resolut i mål til 1-1.

Resten af kampen bølgede frem og tilbage, men uden mange klare målchancer. Spillet bar præg af fejl og upræcise beslutninger. Kampen så ud til at ende uafgjort, men i tillægstiden dukkede gæsternes indskiftede Julius Voldby op og sikrede Roskilde en 2-1-sejr.

Slutstilling: FC Helsingør – Roskilde FC 1-2 (1-0)

Mål: 1-0 Singh (14.), 1-1 Nielsen (57.), 1-2 Voldby (91.)

Jacob Hansen