Kasper Vest ny assistenttræner i Ishøj IF
Ishøj IF har ansat ny assistenttræner til klubbens divisionshold fra den kommende sæson. Her spiller man i CampoBet 3. division, hvorfra Kasper Vest nu skal forsøge at være med til at få holdet op igen.
Ifølge en presseskrivelse fra Ishøj IF kommer Kasper Vest fra ”en succesfuld periode som cheftræner i Haslev FC, hvor han aktuelt står i spidsen for et hold, der kæmper om oprykning til Danmarksserien.”
”Han var en central del af Haslev FCs flotte 2025, hvor man sikrede oprykning til Sjællandsserien og samtidig vandt grundspillet i Sjællandsserien. Tidligere har Kasper været aktiv i Gørslev, som han var med til at løfte fra Serie 2 til et ambitiøst projekt med divisionsambitioner.
I anledning af ansættelsen udtaler Kasper Vest:
“Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang i Ishøj og byde ind med de erfaringer, jeg har gjort mig gennem årene. Jeg ved, hvad jeg kan, og jeg vil være med til at skabe et hold med de rigtige profiler samt en vinderkultur, hvor man tager hjertet med på banen.
”Sådan lever jeg hele mit liv. Uanset om det er på arbejdet, derhjemme eller til fodbold. Det er altid helhjertet. Kultur, vilje og at skabe et miljø, hvor man vil dø for hinanden, er nogle af de nøgleord, som er vigtige for mig i den situation, vi står i nu.
”Derudover kommer jeg med en stor ydmyghed og lyst til at lære. Divisionerne er nyt for mig, og jeg glæder mig til at suge en masse til mig fra Kenneth Høier (cheftræner, red.) og det øvrige team, samtidig med at bidrage med mine egne kompetencer. Jeg glæder mig til at brænde banen af sammen med drengene. Det bliver fedt!”