Klublegende runder 350 kampe
Det er efterhånden et særsyn, når en spiller dedikerer stort hele sin seniorkarriere til den samme klub. Måske især når man kommer lidt ned i divisionerne.
Det er ikke desto mindre lige præcis, hvad Næsby Boldklubs erfarne angriber Kasper Høst har gjort.
Udover en enkelt pokalkamp for Vejle Boldklub, så står Kasper Høst kun noteret for kampe for de lyseblå fra Næsby.
Og efterhånden ret så mange.
Klublegenden blev i weekenden hyldet for at have 350 kampe for Næsby Boldklub, der lagde godt fra land i årets udgave af CampoBet 3. Division.
Fynboerne vandt 2-1 over Sundby Boldklub, hvor Kasper Høst fik overrakt en trøje med nummer 350 på ryggen.
I kampen havde Kasper Høst dog 10-tallet på ryggen, hvor han overlod fynboernes scoringer til Andreas Tomasselli og Rasmus Knudsen.