Superligaen er ren utopi: Tomgang er new normal i AaB

Kommentar: Det kører (stadig) ikke for AaB. Tværtimod. Klubben er fortsat i tomgang.

Fredag aften spillede Nordens Paris 1-1 med Hobro på Aalborg Portland Park, og AaB er nu oppe på seks kampe uden sejr i Betinia LIGA.

Det rækker til en syvendeplads i 1. division, hvor AaB stadig er tættere på sidstepladsen end på toppen af tabellen.

Det er skidt og skuffende, men alt andet end breaking news. Det er snarere new normal for den nordjyske fodboldklub.

Alligevel er AaBs målsætning for sæsonen intakt.

“AaB skal efter grundspillet have kvalificeret sig til oprykningsspillet og ved sæsonens afslutning være i reel konkurrence om oprykning til 3F Superligaen.”

Sådan lød det tilbage i juni og det er stadig meldingen fra klubbens sportslige ledelse.

Nuvel! AaB er rigtignok fortsat i spil til en plads i top seks, når grundspillet slutter. Men klubben er – og kommer ikke – i nærheden af, at være “i reel konkurrence” til at spille med om en billet til Superligaen til foråret.

I skrivende stund har klubben otte point op til Vejles andenplads, og Superliga-nedrykkerne har endda spillet en kamp mindre end AaB. Eller sagt på en anden måde; tanken om et kommende liv i Superligaen er utopi.

AaB har ellers en god trup, en dygtig cheftræner og en ditto sportschef. For slet ikke at tale om et stort stadion med et publikum, der emmer af stor passion. Penge har AaB også. I hvert fald flere end de fleste af konkurrenterne.

Så hvad er problemet? Har man svaret, bør man sende en mail til John Møller. Det kommer undertegnede ikke til. Jeg aner nemlig ikke hvad der skal stå i mailen.

Mange ville sikkert skrive, at Steffen Højer skal fyres, men det synes at være spild af tastatur-kræfter. For hvis John Møller vitterlig følte, at det var løsningen på AaBs tomgang, så havde sportschefen forhåbentlig skredet til handling for længst.

Så hvad skal der ske nu? Eller rettere, hvad kommer der til at ske nu? Sikkert ingenting.

På fredag kører AaB til Capelli Sport Stadion og spiller mod HB Køge, og derefter kører klubben på landsholdspause.

Her kommer Steffen Højer og John Møller til at kunne berette om gode træningspas, der peger i den rigtige retning, mens spillerne sideløbende skriver under på, at stemningen i truppen er i top.

Kort sagt; new normal. I tomgang.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA