Kommer Kolding i svingninger mod formsvage Hobro?

Hobro leverede en lille overraskelse i onsdags, hvor holdet vandt 1-2 ude over Aarhus Fremad i DBU Pokalen.
Aarhus Fremad er nemlig det mest formstærke hold i Betinia LIGA, og det er Hobro langt fra at være.
Således har Jens Gjesings mandskab blot hentet fire ud af 15 mulige point i de seneste fem ligakampe.
Derfor skal Hobro, der i skrivende stund er næstsidst i landets næstbedste fodboldrække, da også diske op med lidt af en præstation, hvis det skal blive til point søndag eftermiddag, hvor Kolding, der er tre point fra førstepladsen, gæster DS Arena.
Omvendt, så er Kolding, der af mange bliver betegnet som værende blandt topbejlerne til at rykke op i Superligaen, ikke ligefrem i topform.
Massive investeringer i truppen har gjort selvsamme enorm, og de 31 spillere, som cheftræner Albert Rudé råder over, har endnu ikke har fundet fælles fodslag.
Kolding går således ind til kampen mod Hobro med to liganederlag på stribe. Tre, hvis man tæller koldingensernes pokalnederlag til FC Nordsjælland i torsdags med.
Kampen mellem Hobro og Kolding fløjtes i gang på DS Arena søndag klokken 14.00.
