Konkurs og tvangsnedrykning truer Ishøj IF

Ishøj IF kæmper ikke kun for overlevelse i 2. division. Klubben er nu også havnet i alvorlige problemer uden for banen, som i værste fald kan ende med tvangsnedrykning og konkurs.

Erhvervsstyrelsen har fjernet Michael Holm Jensen som registreret direktør i Ishøj IF Pro ApS. Styrelsen har vurderet, at det er dokumenteret, at han har stået for den reelle ledelse af selskabet. Det skriver Bold.dk.

Den nedrykningstruede klub har 30 dage fra 13. maj til at finde og registrere en ny direktør. Sker det ikke, kan sagen ende i skifteretten med tvangsopløsning af selskabet.

Hvis Ishøj IF Pro ApS bliver erklæret konkurs, vil klubbens førstehold automatisk blive sendt to rækker ned efter DBU’s regler. Eftersom Ishøj IF ligger næstsidst i 2. division, og altså kan være nedrykket inden de 30 dages deadline udløber, kan klubben ende helt nede i Sjællandsserien.

Michael Holm Jensen overtog officielt klubben 1. maj 2024 som ejer og direktør. Han skulle ikke have relationer til Ishøj, men blot næret et ønske om at drive en fodboldklub. Det skulle også være Jensen, der står for bogholderi, betalinger og kapitaltilførsel.

Erhvervsmanden Bryan Göddert fungerer som bl.a rådgiver og officiel talsmand for Ishøj IF. Overfor Bold.dk kalder han Erhvervsstyrelsens beslutning for “noget pjat”.

”Vi har dokumenteret, at Michael Holm er direktør i selskabet. Men vi finder en ny direktør inden for fristen,” lover Göddert til Bold.dk, idet han understreger, at klubben ikke skylder penge væk.

Ishøj IF mistede for halvandet år siden sin kontrakttilladelse og må derfor ikke tilbyde professionelle spillerkontrakter. Klubben har endnu ikke fået tilladelsen tilbage. Ifølge klubbens regnskab skyldes det blandt andet, at DBU ikke blev informeret rettidigt om ejerskiftet i selskabet.

Regnskabet for 2024 viser samtidig et underskud på 2,58 millioner kroner, som Michael Holm Jensen har dækket via kapitalindskud. Ishøj IF Pro ApS har endnu ikke offentliggjort årsregnskabet for 2025.

Dermed står klubben i en kritisk situation både sportsligt og økonomisk. Indenfor en måned kan et historisk kollaps blive en kendsgerning for ”Kongeklubben”.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet