Kristensen om vild træninglejr: Kæmpestor og surrealistisk oplevelse

Mads Kristensen blev mandag afsat som cheftræner i Vendsyssel FF. I dén stilling nåede han at give ét sidste interview til LigaManager, hvori han fortalte om den fantastiske tur, som han, trup og stab var på sidste vinter.
Når man inviteres på en to-ugers drømmetur af en træningslejr til Colombia, siger man selvfølgelig ikke nej. Slet ikke, når invitationen kommer fra klubbens nye ejerkreds, hvori bla. superstjernen Blessd indgår. Hvor fantastisk oplevelsen ellers var, viste turen sig desværre at få negative konsekvenser for den resterende del af sæsonen.
”Da vi kom hjem, var vi sygdomsramte i fire uger, hvor vi havde 24 mand nede. Stab og spillere inklusive. Flere nåede at være syge to gange. Det ramte os ekstremt hårdt. Alt, hvad vi træningsmæssigt havde bygget op, mistede vi. Der var kun var to-tre mand, der sneg sig udenom sygdom i den periode”.
”Vi brugte lidt over 30 timer på at rejse hjem. Desuden kom vi fra nul grader og til over 30 grader i Columbia. Det var tropisk og vi var i 2.000 plus meters højde. At træne under de forhold og så vende hjem til minusgrader i normal højde var for hård en omstilling."
”Vi spillede ellers nogle fede fodboldkampe og for enormt mange fans. Vi var til en pressekonference, hvor millioner af mennesker så med. Alt var på en enorm stor klinge, fordi Blessd, er kæmpestor på de kanter. Folk ville have taget billeder med os i lufthavnene i både Amsterdam, Medellin og Bogota.
”Vi kørte rundt i en kæmpe bus med Vendsyssel malet på, lige ved siden af ansigtet af Blessd. Derfra og så at vende tilbage til dét, der var vores ”normale” liv, har sikkert også betydet noget for nogle spillere. Så store er Vendsyssel FF altså ikke i Danmark, så det har måske været svært at omstille sig.”
”Hele oplevelsen var både surrealistisk og kæmpestor. Det var møg-ærgerligt, vi ikke lykkedes med at bruge det til noget positivt. I stedet kom de fire efterfølgende uger til at handle om, om vi overhovedet kunne stille 11 mand til en kamp.”
Målet for denne sæson hedder oprykning tilbage til Betinia LIGA for Vendsyssel FF. Mads Kristiansen forlader klubben tre point fra førstepladsen.
