Kvik-debut til ny Roskilde-keeper
Der var kun spillet 48 minutter, da Benicio Peña kunne pille bolden ud af egne netmasker for anden gang fredag aften. Her var FC Roskilde på besøg hos Nykøbing FC og fandt sig for første gang i denne sæson nede med to mål.
Heldigvis for Benicio Peña sluttede debut’en i Roskilde-buret noget mere glædeligt, eftersom “ørnene” fik kæmpet sig tilbage til 2-2. Og dermed ikke spoleret målmandens første optræden. Bare dagen før fik han papir på aftalen med FC Roskilde, som i ly det det voldsomme uheld til stamkeeper Oscar Hjorth har set sig nødsaget til at hente lidt erfaring ind mellem stængerne.
“Vi har været nødt til at handle hurtigt efter Hjorths uheld, og det har været vigtig for os at finde en målmand, der kan bringe kvalitet fra dag ét. Benicio har spillet mange divisionskampe, og har på trods af sin unge alder god erfaring.
“Han er en hurtig keeper, der er god på stregen og i mand-mand-situationer. Rigtig god med fødderne og rolig på bolden, mens han også er god verbalt,” udtalte sportschef i FC Roskilde, Anders Theil, i forbindelse med aftalen, der løber frem til nytår i første omgang.
Benicio Peña har ophold i både Aarhus Fremad og B.93 på CV’et, men har senest været på kontrakt i SøndejyskE. Her var aftalen dog udløbet, hvorfor FC Roskilde har været i stand til at hente ham uden andre omkostninger end lønnen.
“FC Roskilde er en stor klub på Sjælland. Jeg glæder mig til at blive en del af klubben og vise mig frem det kommende stykke tid. Jeg vil bidrage til et godt miljø og en vinderkultur i truppen, som skal kunne ses på banen. Selvfølgelig er jeg her for at få kampe under bæltet, så jeg ser frem til at trække trøjen over hovedet,” lyder det fra Benicio Peña selv.