Landstræner Riemer: Der er sygdom i truppen
Brian Riemer kunne fejre præcis et år som landstræner for Danmark, da landsholdet lørdag aften stod overfor Belarus. At det skulle ende med at blive ”fejret” med en solid pibekoncert i Parken, stod ikke højt på ønskeliste, kunne man fornemme på landstræneren efter kampen.
”Det, der gør indtryk på mig i dag, er, vi ikke vandt. Det går jeg også ud fra, at folk heller ikke syntes, var særlig sjovt. Det er helt fair, at folk i dag ikke er utilfredse. Det er vi heller ikke selv og det er en naturlig konsekvens af, at man ikke får det resultat, man håber på.
”Jeg synes stadig, vi skal huske på, at vi ligger nummer én i puljen. Vi skal til Skotland på tirsdag og spille os til VM, hvilket vi alle sammen håber og drømmer om. Så det, der betyder noget for mig lige nu, er at gøre arbejdet færdigt.”
Spørgsmålet er så, om arbejdet skal gøres færdigt uden Rasmus Højlund eller andre i truppen, der tilsyneladende skranter eller er slået helt ned af sygdom.
”Der er sygdom i truppen lige nu. Det forsøger vores medicinske stab at gøre alt, hvad de kan, for at inddæmme. Men det er sådan noget, der kan ske. Der er blevet gjort en masse ting, for at det ikke skulle ske. Håndsprit, isolation osv. Det er en del af proceduren.
”Så er det jo sådan med virus og sygdom, at man aldrig helt ved, hvordan det udvikler sig, og hvem der eventuelt kan være smittet. Det må vi kigge på, men vi gør alt, hvad vi kan for at sikre os, at vi har 24 spillere, der på tirsdag kan løbe på banen og være klar.”