Kasper Schmeichel indstiller karrieren
Den rutinerede landsholdskeeper Kasper Schmeichel har spillet sin sidste fodboldkamp.
Når kontrakten med den skotske storklub Celtic udløber til sommer, indstiller Kasper Schmeichel sin aktive fodboldkarriere. Det bekræfter hovedpersonen selv i et interview med TV 2 Sport.
Beslutningen bunder i en slem skulderskade, som målmanden pådrog sig i starten af 2025 under en Nations League-kamp mod Portugal. Skaden har efterfølgende krævet flere operationer, hvilket blandt andet kostede ham deltagelsen i de afgørende VM-playoffkampe.
‘’Når min kontrakt løber ud med Celtic i juni, stopper jeg min aktive fodboldkarriere. Det er en beslutning, der er taget for mig. Jeg har været på råd med diverse kirurger og eksperter i forhold til min skulder, og de har fortalt, at jeg ikke skal regne med at komme tilbage og spille topfodbold. ’’, fortæller Kasper Schmeichel til TV 2 Sport og uddyber:
‘’Det kan godt være, jeg sidder og smiler. Det er min forsvarsmekanisme, men det er jo ikke sjovt. Det er ikke sådan, jeg havde håbet, min karriere skulle slutte. Jeg har gjort mig mange tanker, men jeg vurderer, at nu er det rigtige tidspunkt.’’
Kasper Schmeichel kan se tilbage på en flot og glorværdig karriere, der for alvor tog fart, efter han forlod Manchester City og kæmpede sig op gennem de lavere engelske rækker. Det absolutte højdepunkt kom i 2016, hvor han sensationelt vandt det engelske mesterskab med Leicester City.