Landstræneren: Vores problem lå ikke i offensiven
Jonas Wind fik chancen lørdag aften i Rasmus Højlunds sygdomsbetingede fravær, og det var ikke nogen ubetinget succes. Selv Jannik Vestergaard havde dobbelt så mange afslutninger, som Wolfsburg-spilleren. Bekymrende før Skotland-kampen, specielt hvis Højlund ikke bliver rask, men landstræner Brian Riemer syntes faktisk ikke, at offensiven var det største problem lørdag aften.
”Hvis vi kigger på kampen i dag, så scorer vi to mål, og jeg tror, at vi ligger på noget nær tre i ”expected goals”. Så jeg synes egentlig, at vores ”output” er, hvad man kan forvente, og hvad jeg ville have solgt den for inden kampen.
”Det store problem er, at vi lukker to mål ind midtvejs i anden halvleg og mister kontrollen på kampen. Derfor synes jeg egentlig ikke, det er offensivt, man kan pege fingre ad og sige, at det er dér, problemet ligger,” lød landstræneren vurdering efter en kamp, hvor Belarus totalt overrumplede den danske defensiv på tre kaotiske minutter.
”Vi mister kontrollen. Vi giver to mål væk, som vi aldrig skal give væk. Det må vi analysere på og sikre os, at vi gør bedre på tirsdag. Kvaliteten på modstanderen i dag, i forhold til den kvalitet, det danske landshold har, burde have medført tre point.
”Men følger man med i de andre kvalifikationspuljer, ser man nogle sjove resultater. Det er sådan fodbold er. Det er der ikke nogen af os, som synes er sjovt, når vi står på den her side af stregen. Jeg skal være den første til at række hånden op og sige, at jeg synes slet ikke, det er sjovt.
”Men det er en del af sporten, og vi er heldigvis i en position, hvor vi selv kan afgøre det i Glasgow. Det havde været dejligt at kunne rejse derop på tirsdag og være i en situation, hvor de skulle have slået os med rigtig mange mål for at komme til VM. Nu er det stadig en gunstig situation for os, men vi skal have et resultat, og det forholder vi os til.”