Legende til United: Hent Højlund tilbage

Manchester United-legenden Teddy Sheringham mener ikke, at det nødvendigvis er slut for Rasmus Højlund på Old Trafford. Den 22-årige danske angriber blev i sommeren 2025 udlejet til Napoli efter to turbulente sæsoner i England, hvor han kæmpede med at finde vej til netmaskerne under både Erik ten Hag og Ruben Amorim.

I Italien har Højlund dog genfundet selvtilliden under Antonio Contes ledelse, hvilket har fået Sheringham til at genoverveje danskerens fremtid i Manchester.

“Jeg tror, at ting ændrer sig meget hurtigt i fodboldklubber, især når der er forskellige personer, der har ansvaret. Hvem ved, hvilket forhold Michael Carrick har til spillere som Rasmus Højlund? Han har måske en måde at få det bedste ud af ham på,” udtaler Sheringham ifølge trafikavisen Metro og tilføjer:

“Jeg er ligeglad med, hvad der er sket før. Han er åbenlyst en topfodboldspiller, ellers var han aldrig kommet til Manchester United til at starte med. Så jeg vil sige: Hent ham tilbage, og lad os give ham en chance for at se, hvor han står, og hvordan hans mentalitet er.”

Manchester United arbejder på forstærkning, men ikke Højlund. Lige nu.

Soren Sorgenfri

Soren Sorgenfri

Skribent: 3F Superligaen og Premier League