Lorentzen om Jradi: Erfaring fra de største scener
Det er en internationalt erfaren herre, som B.93 kunne præsentere som tilgang til truppen mandag aften. Bassel Jradi ankommer med et CV ikke mange andre spillere kan gøre ham efter i CampoBet 2. division. Om nogen overhovedet.
Fire lande er det foreløbig blevet til klubfodbold i. Fra Norge til Thailand over Kroatien og Cypern. Dertil landskampe på samtlige danske ungdomslandshold fra U-16 til U-21. A-landskampe er det også blevet til. Bare for Libanon.
“Med tilgangen af Bassel får vi en spiller med rigtig stor kvalitet på bolden og en evne til konstant at træffe de rigtige beslutninger i spillet. Hans erfaring fra nogle af de største scener, både i Danmark og internationalt, gør, at han kommer til at løfte niveauet i hverdagen. Både til træning og i kamp,” udtaler cheftræner Kasper Lorentzen til klubbens egen hjemmeside.
“Samtidig er han en spiller, der er dygtig til at sætte sine medspillere i scene og gøre dem bedre. Det er nogle kvaliteter, jeg glæder mig rigtig meget til at få ind på vores hold,” føjer Lorentzen til, men Jradi har følgende at sige til sit comeback til klubben, hvor det hele startede.
“Jeg har været mange steder, siden jeg forlod B.93, men det er noget helt særligt at vende hjem efter 15 år. Det var her, min fodboldrejse begyndte, og nu er jeg klar til at give noget tilbage og give alt, hvad jeg har, for klubben.
“Jeg er tilbage med en klar ambition om sammen med resten af holdet at føre B.93 tilbage til det niveau, klubben hører hjemme på,” kommer det fra offensiv-spilleren, som er gået hen og blevet 33 år, siden han forlod Østerbro i 2012.”