Mads Carlson efter mål-jubel: Har fået røg af gutterne
Mads Carlson har prøvet en del, siden skiftet til FC Roskilde. Men maksimum-karakteren 10 på Sofacore.dk er det alligevel aldrig blevet til. Før hjemmesejren på 5-1 over FA 2000. Så hvorfor lige et 10-tal i fredags?
”Det hele gik op i en højere enhed. Man har selv en fornemmelse af, når tingene går godt. Det synes jeg, det gjorde for hele holdet i fredags, så det var en dejlig dag på kontoret,” fortæller en tilfreds Mads Carlson til LigaManager om en kamp, hvor han også bidrog med to assists. Samt altså sæsonens andet ligamål.
Han scorede i begge de sidste kampe i slutspillet i foråret. Sammenholdt med to i denne sæson, hedder det fire mål i de seneste 10 ligakampe, han har spillet for ”ørnene”.

”Når du stiller det sådan op, lyder det sgu meget godt,” griner Carlson, som tilskriver det en lidt mere offensiv rolle på holdet.
”I sidste sæson havde jeg det faktisk som et fokuspunkt, da vi ramte slutspillet, at komme mere med ind i felterne. I denne sæson er jeg generelt kommet lidt højere op i banen, hvor jeg skal prøve at finde nogle mellemrum. Det synes jeg har fungeret rigtig godt.
”Jeg er generelt godt tilfreds med, hvordan sæsonen er gået indtil nu, så nu handler det bare om at holde niveauet i flere kampe i streg”, fortsætter Carlson, som ligesom hele truppen mærker solid gejst oven på den gode åbning på sæsonen.
”Vi har en fed energi lige nu og vi arbejder alle røven ud ad bukserne for hinanden,” siger Carlson, som nu også kan se frem mod en pokalhjemmekamp mod AGF.
”Jeg er jo fra Amager, så jeg havde håbet på FCK eller Brøndby, men når det ikke kunne blive dem, er det en fed modstander. Jeg tænker, at de nok skal kunne være med til at få fyldt Roskilde Idrætspark op.”

Det var scoringen til 4-0, som Mads Carlson curlede ind i kampen mod FA 2000, men det blev fejret som et matchvindende mål med knee-slide og hvad har vi. Et faktum Mads Carlson selv er ved at dø af grin over, da LigaManager bringer det bane.
”Det har jeg også fået lidt røg for af fra gutterne. Vores fotograf har brokket sig over, at vi aldrig fejrer vores mål i nærheden af hende, så da jeg scorede, tænkte jeg, at nu skal hun sgu få noget at fotografere. Når man scorer i en sådan en kamp, en fredag aften på hjemmebane, skal det da også fejres, ikke?”, skraldgriner Mads Carlson til afslutning.