Medie: Kolding afviser Lyngbys millionbud
Koldings Casper Jørgensen er en eftertragtet midtbanespiller.
Således har ligarivalerne fra Lyngby angiveligt fået afvist et bud på én million kroner.
Det skriver bold.dk, der også erfarer, at Lyngby ikke er den eneste klub, der har udvist interesse for Casper Jørgensen.
Superliga-klubben Sønderjyske skulle således også have forhørt sig om den 23-årige midtbanespiller tidligere i det transfervindue, der lukker mandag ved midnat.
Derudover har både svenske og norske klubber kikkerten rettet mod Autocentralen Park, hvor Casper Jørgensen står noteret for 17 kampe i denne sæson.
Casper Jørgensen har kontrakt frem til sommeren 2027.