Middelfart møder Hvidovre med ryggen mod muren

Før forårspremieren ude mod Aarhus Fremad i sidste weekend var Middelfarts håb om overlevelse stadig i live. Men så tabte vestfynboerne hele 4-1 og i stedet for seks point er afstanden til den lyse side af nedrykningsstregen nu oppe på syv point.

Der er derfor kun én ting, Middelfart kan bruge til noget som helst lørdag eftermiddag, hvor Hvidovre kommer på besøg, og det er minimum ét, men allerhelst tre point

Sidst Middelfart og Hvidovre mødte hinanden, hvilket var tilbage i midten af august sidste år, endte kampen 2-2. Siden da er de to mandskaber dog gået hver sin vej i tabellen.

Her er Middelfart nemlig fortsat helt i bund, mens Hvidovre, der slog B.93 1-3 i forårspremieren, er nummer tre med blot tre point op til Lyngby på førstepladsen.

Hvidovre er i øvrigt – sammen med Lyngby – det bedste udehold i Betinia LIGA. Således har Martin Retovs tropper hentet hele 17 point i ni udebanekampe i denne sæson.

Middelfart, derimod, er det dårligste hjemmehold i landets næstbedste fodboldrække, hvor det indtil videre blot er blevet til syv point i ni kampe.

Lørdagsmødet mellem Middelfart og Hvidovre fløjtes i gang klokken 14.00 på Middelfart Stadion.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA