Næsby slipper måske for Boavista-spiller

Det er vinterens helt store transferscoop i CampoBet 3. Division.

Rækkens nummer tre Holbæk B&I har skrevet kontrakt med den tidligere Boavista-spiller Alexandre Marques, der ikke bare er tullet rundt på Boavistas anlæg langt væk fra førsteholdet, men som opnåede to kampe i den bedste række i Portugal i sidste sæson.

Første modstander for Holbæk og Alexandre Marques i foråret er Næsby Boldklub lørdag, men fynboerne slipper måske for at møde den stærke portugisiske stopper. Spilletilladelsen er således endnu ikke på plads.

Holbæk-træner Erdogan Aslan har dog stadig en god fornemmelse i kroppen.

“Det er altid ekstra spændende med de her premierekampe. Selvom jeg har en rigtig god følelse af hele vores opstart, er det først lørdag, vi vil se virkeligheden. Sådan vil Næsbys træner også tænke,” siger Holbæk-træneren, der er i gang med sit sidste halvår som træner efter en halv menneskealder i klubben.

“Vi ved, at vi skal møde et hold med rigtig dygtige spillere, der i lang tid lå nummer ét, men vi ved også, hvor gode vi er, når vi alle sammen rammer det niveau, vi skal ramme,” siger Erdogan Aslan om kampen, der vil blive afviklet på kunsgræsset i Holdbæk Sportsby, hvor der i øvrigt er gratis adgang.

“Vi er topklar og vil forsøge at gøre det rigtig svært for Næsby.”

Holbæk – Næsby fløjtes op lørdag klokken 13:00.

Jens Andersen

Jens Andersen

Skribent: CampoBet 3. Div