Næstved-boss ikke bekymret trods måltørke

Næstved Boldklub har spillet tre kampe i træk uden at score i CampoBet 2. division, men cheftræner Sune Lærkedahl Jensen nægter at gå i alarmberedskab.

Efter endnu en målløs kamp, denne gang mod AB, peger Næstved-træneren blandt andet på baneforholdene som en faktor, der har gjort det vanskeligere for holdet at udfolde sit spil.

“Jeg er ikke bekymret. Det er klart, at der er nogle ting, vi skal kigge på, men kampen på Amager er faktisk den eneste kamp, vi har spillet på en god bane,” siger Sune Lærkedahl Jensen.

Her henviser han til årets første kamp, som blev afviklet i Sundby Idrætspark, hvor Næstved vandt 3-2 over Fremad Amager. Efter hvilken kamp han udtrykte glæde over netop tre mål. Det var noget, man havde trænet på i vinterpausen.

“Det er ikke en undskyldning, det er en konstatering, for det er det samme for begge hold. Men med den måde, vi spiller på, er vi nok lidt mere ramt af det end nogle andre hold.”

Selv om målene er udeblevet i de seneste kampe, mener cheftræneren stadig, at præstationerne peger i den rigtige retning.

“Vi kan stadig se på tallene, at det langt hen ad vejen er de samme kampbilleder, som vi havde i efteråret. Vi har bare lidt svært ved at få marginalerne over på vores side. Det går lige en tand langsommere, når man skal bruge lidt mere fokus på at kontrollere bolden. Det påvirker selvfølgelig vores måde at spille på.

Ifølge Lærkedahl Jensen handler det blandt andet om tempo og kontrol på vanskelige underlag. Næstved får allerede fredag mulighed for at bryde den offensive tørke, når holdet møder HIK på kunstgræs. Det ser cheftræneren frem til.

“Vi har en stor forhåbning om, at vi kan sætte en god præstation sammen mod HIK fredag, når vi spiller på kunst.”

Samtidig håber han, at hjemmebanen i Næstved efter en længere pause igen bliver i bedre stand til afslutningen på sæsonen.

“Vores stadion får samtidig tre ugers pause og pleje, så vi håber selvfølgelig også, at banen kommer til at stå skarpere igen.”

Med syv kampe tilbage af sæsonen tror Næstved-træneren fortsat på, at holdet kan finde momentum på det rette tidspunkt.

“Vi håber, at vi kan sætte en stime sammen i de sidste syv kampe,” siger Sune Lærkedahl Jensen.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet