Næstved henter Næstved-dreng hjem fra Vestegnen
Mens cheftræner Sune Lærkedahl Jensen lægger strategier for den kommende sæson under sydens sol, fortsætter sportschef Kenneth Gangsted med at opruste. Senest har man hentet en vaskeægte Næstved-dreng tilbage til klubben efter tre års “eksil” hos Ishøj IF.
“Det er en glædens dag for alle i Næstved Boldklub, når en af vores egne vender hjem for at bidrage til førsteholdet. Da Carl Cordua i sin tid forlod os, var det for at få kontinuerlig spilletid. Det har han fået med omkring 85 divisionskampe for Ishøj,” udtaler Gangsted til klubbens egne medier.
“Nu kommer han hjem for at bidrage til at skærpe konkurrencen i truppen. Samtidig håber vi, både som klub og Carl som spiller, på gennembruddet i den grønne trøje,” føjer sportschefen til om spilleren, der stod i startopstillingen 28 gange for Ishøj IF i den overståede sæson.
Det blev til én scoring, som du kan se i videoen her på siden. Forsvarsspilleren startede som 7-årig i Næstved IF og fik sin debut for “de grønne” i en pokalkamp mod Holbæk for fem år siden. Nu ser han frem til flere muligheder for at vise sig frem på hjemstavnen.
“Jeg er Næstved-dreng, og jeg vil gøre alt for at blive en del af holdet, så vi igen kan blande os i toppen af CampoBet 2. division. Der er en god udvikling i gang i klubben, og jeg ser frem til at løbe ind på JHH Park,” skulle han have udtalt.