Næstved lejer i AB: Halsgaard på vej mod storsalg?
Er Næstved Boldklub på vej mod et salg af Aksel Halsgaard? Klubbens på Sydsjælland fattes penge, har man ladet vide i flere udtalelser igennem de seneste uger, hvorfor det vil skæppe gevaldigt godt i kassen, hvis midtstopperen sælges for en solid pose penge.
LigaManager erfarer, at i hvert fald Lyngby Boldklubs oprykkere skulle være interesserede i den centrale forsvarsspiller, som “de grønne” sidste sommer hentede i AGF. Først på en lejeaftale, siden overtog de den 21-årige klippe permanent. Et rødt kort mod Vendsyssel FF var den eneste plet på en ellers fornem sæson i CampoBet 2. division for Aksel Halsgaard, hvis eventuelle afløser Næstved Boldklub nu allerede har klar.
I AB har man lejet Jeppe Gertsen for den kommende sæson. Han bringer ikke blot en gevaldig masse rutine med sig. Han har også kendskab til Næstved Boldklub. Han tilbragte nogle måneder på Rolighedsvej i 2025, og er i følge Transfermarkt noteret for 11 kampe for klubben. Det er til gengæld blevet til beskedent med spilletid i ABs grønne trøje i den forgangne sæson, hvorfor han i første omgang altså ikke tager turen med op i Betinia LIGA.
“Vi er rigtig glade for, at det er lykkedes os at leje Jeppe i AB for den kommende sæson. Jeppe kommer med kvalitet og erfaring, som vi har søgt efter siden Sam Tattums afgang,” udtaler sportschef Kenneth Gangsted, så man får indtryk af, at det er længere siden end den sidste hjemmekamp i denne sæson, at man vinkede farvel til Tattum.
“Udover at være en dygtig fodboldspiller er Jeppe også en person, som tager ansvar i dagligdagen, og en spiller, som vores unge spillere kan læne sig op ad. Vi har forsøgt at være på forkant med denne tilgang, så vi er rustet til forskellige scenarier i løbet af sæsonen og transfervinduet. At det er lykkedes, giver os alle ro i maven. Ikke mindst trænerteamet, som fra dag ét kan arbejde med en vigtig brik i forberedelserne frem mod den nye sæson i CampoBet 2. Division,” lyder det videre fra Gangsted til klubbens egne medier.
“Da jeg sidst var i Næstved, var klubben i en overgangsfase, men jeg kunne mærke den store fodboldglæde i byen. Nu, hvor der er styr på ledelsen, en dygtig træner og et stærkt setup, tror jeg på en stor sæson for klubben. Jeg glæder mig til at spille i Næstved igen,” udtrykker Jeppe Gertsen selv.
Næstved annoncerede torsdag, at August Lærkebjerg skifter til 3. divisionsoprykkerne fra Ringsted.