Næstved-målmand alvorligt skadet

Var man til stede på Ishøj Stadion lørdag eftermiddag, kunne man spotte Jonas El-Beltagi med et sæt krykker. Altså ikke imellem stængerne for Næstved Boldklub, som han ellers havde håbet. Keeperen kom nemlig alvorligt til skade i forbindelse med torsdagens træning.

Det er sandsynligvis en overrevet akillessene, der var skyld i El-Beltagis fravær i lørdags, og hvis det er tilfældet, varer det mange måneder, før den tidligere Slagelse-målmand står i målet igen.

Jonas El-Beltagi sluttede sig til Næstved Boldklub i januar efter et halvt års tid i Brønshøj Boldklub. Han startede på bænken i denne sæson, men har vogtet buret siden hjemmekampen mod Thisted FC. Det blev til seks ligakampe i denne sæson, før uheldet ramte den 25-årige dansk/palæstinenser. LigaManager ønsker god bedring.

Målmandsteamet i Næstved-truppen består nu af Jeppe “Rolige” Rømer og Benjamin Høier Olsen. Klubben arbejder i øjeblikket på at tilføje endnu en keeper til truppen, så der igen er tre kampklare målmænd, skriver Næstved Boldklub på deres hjemmeside.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent: CampoBet 2. Div og Landsholdet