Næstveds Sportschef: Andenplads over det forventede

Næstved Boldklub kvalificerede sig i sidste sæson til slutspillet i CampoBet 2. division. Men så sluttede festen mere eller mindre også for ”De Grønne”. Isolerer man de sidste 17 runder af sæsonen hentede ingen klubber færre point end Næstved. 10 af de sidste 12 kampe blev tabt, en træner smuttede undervejs og der var dømt tristesse over mere eller mindre hele linjen. At gå derfra til at overvintre på en flot andenplads i 2025 havde de ikke engang i Næstved set komme.

”Nej, det må man sige. Det var jo ikke verdens bedste sæson, vi havde i sidste sæson. Det var heller ikke særlig godt i forrige sæson. Men vi har fået nogle nye folk ind, både på, men også udenfor banen, Så vi er endt et rigtig godt sted, og er over, hvad vi forventede på nuværende tidspunkt,” fortæller sportschef i Næstved Boldklub, Peter Dinesen, og refererer blandt andet til cheftræner Sune Lærkedahl Jensen, der i sommer kom til fra FC Nordsjælland.

”Målsætningen før sæsonen var at komme i top seks. Da vi gik på sommerferie, var det lidt rodet internt, om man så må sige, men da vi kom i gang igen fik vi forholdsvis hurtigt styr på det, og det er bare et cadeau til alle de folk, som arbejder i klubben. Da vi fik vores spillertrup på plads, og så Sune arbejde på træningsbanen, havde man en bedre følelse i maven”, fortsætter Peter Dinesen.

Han stod selv en overgang uden job i sommerpausen, ligesom andre af hans kollegaer, som også siden er blevet genansat, da først man fik styr på økonomi og derigennem også de interne linjer. Og trods andenpladsen efter de første 16 runder ændres målsætningen ikke for sæsonen.

”Det handler stadig om at komme i slutspillet. Selvfølgelig spiller vi for at vinde, og der igennem selvfølgelig at rykke op. Men når vi først har sikret slutspillet, kan vi spille uden pres, og det er vigtigt at slå fast. Vi går selvfølgelig efter det, det ville da være dumt andet, når vi ligger, som vi gør, men vi har ingen krav om at rykke op”, pointerer Peter Dinesen over LigaManager.

StillingVinterpause2div
Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent: CampoBet 2. Div og Landsholdet