Nehme om Thisted-skifte: Føltes som det rigtige sted
Christian Wagner efterlod et hul i offensiven hos Thisted FC i vinterpausen, da ligatopscoreren i CampoBet 2. division blev solgt til en svensk klub. Et hul, som klubben satte sig for at udfylde, og træner Daniel Kristensen rettede kikkerten mod Trelleborg.
Her gik Angelo Nehme rundt, og han viste sig villig til at skifte et ophold i Sverige ud med et ophold i Thy. For ham handlede det først og fremmest om at finde det rette miljø igen.
Opholdet i Sverige blev ikke helt den succes, han havde håbet på, og derfor var det vigtigt for offensivspilleren at finde en klub, hvor både mavefornemmelsen og mulighederne passede bedre.
“Det er klart, at tiden i Sverige gik lidt hurtigere end forventet. Og det er ikke altid nemt i sådan et transfervindue, hvor alle er i gang og etablerede. Men Thisted havde et fremragende efterår, og efter de snakke, jeg havde med klubben, føltes det som det rigtige sted,” fortalte Angelo “Angi” Nehme selv til LigaManager efter udekampen mod FC Roskilde.
“Jeg kendte mange af drengene i Thisted i forvejen, og det gjorde det til en rigtig behagelig måde at komme ind i klubben på.”
Nehme har været i startopstillingen i alle ni kampe for Thisted FC i 2026, og har dermed snart overhalet de 11 kampe, han nåede for Trelleborgs FF. Dem nåede han ikke at score for. Han har allerede bidraget med tre mål for thyboerne.
Angelo Nehme har også en fortid i Næstved Boldklub og AC Horsens, som han forlod til fordel for Sverige sidste sommer.