NFC-Thygesen: Vi har rykket os på kultur og mindset

De ambitiøse nedrykkere fra Nykøbing FC har et erklæret mål at komme tilbage op i CampoBet 2. Division i første hug.
Foreløbigt ser den mission ud til at være meget godt på skinner, da Mikkel Thygesens tropper indtager andenpladsen i CampoBet 3. Division.
Senest fik Nykøbing en comebacksejr på 2-1 ude mod FA 2000.
“Det siger os, at vi er et rigtig, rigtig godt sted. Det siger noget om vores kultur. Vi giver aldrig nogensinde op. Man kunne straks mærke på spillerne, da vi kom bagud, at de var klar igen og fulgte den gameplan, som vi havde lagt,” siger NFC-træner Mikkel Thygesen til klubbens facebookside.
“Vi har rykket os rigtig meget i forhold til kultur og mindset.”
Nykøbing FC har 14 point for seks kampe og er ubesejrede i ligaen. Vinderkulturen synes at have fundet indpas i truppen på Falster.
“Det har den bestemt. Det er virkelig også noget af det, som jeg lægger mærke til. Det kan være det vigtigste, at man har troen på, at man KAN score. Alle de små succeser, som vi oplever i hverdagen, det hjælper selvfølgelig til,” siger Mikkel Thygesen, der lægger vægt på, at det er i det daglige arbejde, at fundamentet til succes bliver lagt.
“Vi træner rigtig, rigtig godt for tiden. Vi spiller godt for tiden. Og i de perioder, hvor det måske ikke lige kører, når vi er på bolden, så arbejder vi rigtig hårdt. Vi er et godt sted lige nu.”
Næste opgave for Nykøbing FC i CampoBet 3. Division er på søndag klokken 15:00, hvor Thygesen og kompagni tager imod Odder Fodbold.
(foto: Jakob Termansen)
