Nørgaard efter AB-remis: Det er skuffende

AB fik noget nær en drømmestart på klubbens nye fodboldliv i Betinia LIGA, da oprykkerne fra Gladsaxe, takket være to scoringer af Milan Silva Rasmussen, spillede 2-2 ude mod Superliga-nedrykkerne fra Vejle.

Mens glæden var stor blandt gæsterne, var skuffelsen til at tage at føle på hos værterne, og efter kampen lagde Vejles cheftræner, Claus Nørgaard, da heller ikke skjul på sin utilfredshed:

“Vi lukker for nemme mål ind, og så er det svært at vinde fodboldkampe. Det er jo flere kampe i træk nu, at det har været tilfældet,” udtaler Claus Nørgaard således til Vejles hjemmeside og fortsætter:

“Det er skuffende, og det skal vi blive dygtigere til at undgå. To mål bør være nok til at vinde en fodboldkamp, selv om alt ikke sidder i skabet – hvis man da formår at spille til nul. Det kunne vi ikke i dag.”

Milan Silva Rasmussen bragte AB foran allerede i det 13. minut og udlignede til 2-2 syv minutter før tid. Forinden havde Vejle Tobias Bach og Lundrim Hetimi gjort det til henholdsvis 1-1 og 2-1.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA