Ny selvtillid hos FCM-bomber!

Ét øjeblik kan vende alt på hovedet i fodboldens uforudsigelige verden. For FC Midtjyllands brasilianske angriber, Júnior Brumado, blev det ikoniske saksesparksmål mod Hibernian ikke bare et højdepunkt – men et vendepunkt i både karriere og mindset. Det fortæller han om i et stort interview på FCM's hjemmeside.
Der er igen en rolig selvsikkerhed over angriberen, der snart har tilbragt fem år i Danmark.
"Jeg har det godt. Fodbold kan ændre sig meget hurtigt, og jeg lærer hver eneste dag – det har jeg gjort her i Danmark, i Brasilien og i Tyskland," siger han.
Med 93 kampe og 17 mål for FC Midtjylland har Brumado oplevet både op- og nedture – og han er bevidst om, hvad klubben har betydet for ham.
"Jeg har sagt flere gange på det seneste, at jeg altid vil være taknemmelig for det, Midtjylland har gjort for mig. Det er også derfor, jeg er på en mission her – en mission, jeg ikke ved, om kommer til at vare til januar, slutningen af sæsonen, eller endnu længere. Men det tænker jeg ikke på, jeg tager det dag for dag."
Brumados tid i Superligaen har ikke været uden udfordringer. Skader og manglende kontinuitet har sat sit præg – men også modnet ham som spiller og menneske.
"Vi bliver ældre. Alle ved, jeg har haft skader og andre problemer. Jeg vil gerne indrømme, at det har været svært for mig at være den her unge dreng med et stort potentiale, som ikke har kunnet tage niveauet til en af de store ligaer, hvilket jeg altid har drømt om."
Men i stedet for at dvæle ved det, der kunne have været, har den 25-årige angriber ændret sit fokus.
"Jeg er stoppet med at spørge mig selv om, hvorfor jeg ikke er kommet på det højeste niveau i Europa. Hvorfor jeg ikke har kunnet spille for den klub eller den klub. Nu handler det for mig om at gøre det, jeg kan gøre noget ved; at være i styrkelokalet tidligere og oftere. Misser jeg en træning i gym, føler jeg ikke, min dag er acceptabel. Jeg vil sige, jeg er blevet mere seriøs."
