Nykøbing FC og Fremad Amager delte i sæsonåbner

Oprykkerne fra Nykøbing FC tjente sæsonens første point, da de hjemmekampen mod Fremad Amager sluttede 2-2. Hvilket ikke var et slutresultat, det umiddelbart duftede af efter de første 45 minutter. Trods en intens og chancerig indledning.

Fremad Amager fik kampens første store mulighed efter syv minutter, men afslutningen gik forbi. Allerede minuttet senere var Nykøbing FC tæt på i den anden ende, da Benjamin Kold fandt Emmanuel Ogude foran mål. Gæsternes Mo Hassan i buret kom dog godt ned og afværgede.

Ogude var flere gange tæt på at bringe hjemmeholdet foran, men Fremad Amager-keeperen stod en stærk første halvleg. Gæsterne havde også deres muligheder og ramte blandt andet stolpen efter et hovedstød, men pausen blev nået uden scoringer. Kort efter pausen måtte Jeppe Rasmussen udgå med en skade.

Det gav debut i målet til bare 17-årige Frej Liisborg, og han kunne samle bolden ud af netmaskerne efter 59 minutter. Scoringen blev dog annulleret for offside. Kort efter stod Lucas Nyman for et kvalificeret forsøg, og det efterfølgende hjørnespark førte til kampens første scoring.

Efter en rodet situation tæt under mål var Mikkel Dahl på rette sted og sendte bolden over stregen, mens gæsterne protesterede vildt for en forseelse på målmand Hassan. Målet stod imidlertid, men kun i tre minutter. En afslutning blev rettet af og sejlede over en chanceløs Liisborg.

Bolden ramte undersiden af overliggeren og gik i mål på en freak-scoring fra Fremad-debutanten Christian Hørby. Samme Hørby spillede også hovedrollen, da Fremad vendte kampen på hovedet efter 76 minutter. En fejl i Nykøbings bagerste kæde blev nådesløst udnyttet af eks-Thisted-spilleren til en drømmedebut.

Hjemmeholdet pressede herefter på, og fik i første minut af tillægstiden tilkendt frispark på kanten af feltet. Oliver Svendsen hamrede bolden i boksen til slutresultatet 2-2 i en kamp, der fusede ud med intet mindre end 11 minutters tillægstid.

Slutstilling: Nykøbing FC – Fremad Amager 2-2 (0-0)

Mål: 1-0 Dahl (62.), 1-1 Hørby (66.), 1-2 Hørby (76.), 2-2 Svendsen (90+2.)

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet