Nykøbing-træner efter pokaltriumf: Føler mig privilegeret

Intet synes at kunne bremse Nykøbing FC i øjeblikket. Trods flere udskiftninger i startopstillingen i tirsdagens pokalkamp mod divisionsfavoritterne fra B.93, kunne Mikkel Thygesens tropper trække sig tilbage med en 2-0 sejr. Og det var tilfreds cheftræner, som udtalte sig efterfølgende til klubbens egne medier.

”Det var en fantastisk præstation af drengene i dag. Igen i dag vil jeg sige. Vi er i et rigtig godt flow lige nu. Vi tror på de ting, som vi træner i hverdagen. Man må bare sige, at spillerne præsterer på et rigtig højt niveau. Alt cadeau til dem, de gør det virkelig godt”, lød rosen fra succestræneren, der kunne se flere nye ansigter i forhold til sæsonpremieren i CampoBet 2. division levere på højt niveau.

”Det siger noget om den kvalitet, vi har i truppen. Jeg føler mig rigtig privilegeret over, at jeg har fået lov til at arbejde med noget kontinuitet. Vi har den samme gruppe, som vi har arbejdet med i næsten et halvandet år nu.

”Derfor kan man også se, at selvom vi skifter lidt på holdet, så præsterer de spillere, der kommer ind, på et højt niveau. De ved, hvad det er, de skal lave på banen, og de går ind og tager ansvar fra første minut. Det er rigtig, rigtig vigtigt, for sæsonen bliver lang, og vi får brug for alle spillere.”

Med nuværende direktør Claus Jensen som cheftræner har man for få år siden leveret sensationelle resultater i pokalturneringen. Ifølge Mikkel Thygesen kunne man mærke på stadion, at pokalfodbold er noget specielt.

”Det var mega fedt at se så mange mennesker igen på vores hjemmebane. Vi kunne virkelig mærke dem. Det er vores 12. mand, og vi har brug for, at folk kommer ud og støtter os. Alle kan se, at vi spiller underholdende fodbold i øjeblikket. Men det gør vi også, fordi vi kan mærke stemningen fra tilskuerne af,” lød rosen til de mange fremmødte på lægterne fra cheftræneren, som er iskold i forhold til modstander i næste runde.

”Med det flow, vi er inde i lige nu, er jeg faktisk lige glad med, hvem vi møder”.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet