AaB og FCK var enige - men German Onugkha sagde nej

AaB havde travlt i sommerens transfervindue, hvor spillere kom og gik, og hvor rygterne var mange.
En af de spillere, der længe blev rygtet til klubben, var FC Københavns russiske angriber, 29-årige German Onugkha, og der var noget om snakken.
AaB var nemlig i tæt dialog med FC København, og klubberne var faktisk blevet enige om detaljerne i et skifte. Til gengæld var der problemer med at få German Onugkha med ideen.
Det fortæller AaBs direktør, Michael Tuxen Boll, i Nordjyske-podcasten "Ripodsten".
"Vi bød et anseeligt beløb, som også blev godkendt af FCK. Men det er ikke nok, at klubberne bliver enige, så trods ihærdige forsøg, måtte vi konstatere, at German ikke var interesseret i at skulle tilbage i Betinia Ligaen for at sparke en klub tilbage i Superligaen."
Inden transfervinduet smækkede i, lykkedes det dog AaB, at hente andre offensive kræfter til klubben, heriblandt Konelius Normann.
Du kan danne dig overblik over AaBs handler i sommerens transfervindue lige HER!
Superliga-nedrykkerne fra AaB er i skrivende stund placeret som nummer 10 i Betinia LIGA, hvor Steffen Højers mandskab søndag tager imod tabellens bundprop, nemlig oprykkerne fra Middelfart.
