Optakt: Udestærke Lyngby skal forsøge at lande i Hobro

På grund af Herrelandsholdets aktiviteter i ind- og udland har Betinia LIGA ligget stille i halvanden uge. Alligevel har det larmet i Lyngby. Klubben benyttede nemlig landsholdspausen til, at smide cheftræner Morten Karlsen på porten.
For selvom Lyngby blot er tre point fra førerholdet Horsens - hvilket er meget bedre en ligaens anden Superliga-nedrykker, AaB, der kun er tre point fra bundproppen Middelfart - så følte klubbens ledelse ganske enkelt ikke, at Morten Karlsen var den rette mand til at indfri målet om oprykning.
Hvem der bliver Lyngbys nye cheftræner, er endnu uvist. Et godt bud kunne være klublegenden Andreas Bjelland, der i sidste uge stod i spidsen for De Kongeblå, da Lyngby med hiv og sving spillede sig videre i DBU Pokalen.
Sikkert er det, at det bliver Lyngbys nuværende Head of Coaching, Dan Brimsvik, der med Andreas Bjelland og Bertram Gylling som assistenter skal lede holdet torsdag aften, hvor Lyngby genoptager livet i Betinia LIGA i mødet med Hobro.
Kampen spilles på DS Arena, hvilket på papiret passer Dan Brimsvik og co. godt. Lyngby er nemlig fortsat uden nederlag på udebane i denne sæson, hvor det derimod er blevet til tre sejre og en enkelt uafgjort på fremmed græs.
Lyngby bliver dog ikke det eneste hold på DS Arena med statistisk selvtillid i støvlerne. Jens Gjesings Hobro er nemlig inde i en rigtig god periode.
Først blev det til en 0-2 sejr over Hillerød, dernæst til et knebent 0-1 nederlag hjemme mod Horsens, og i ugen op til den netop overstået landsholdspause vandt Jens Gjesings mandskab 2-0 over Esbjerg og fik 1-1 mod Hvidovre.
Kort sagt: Det kan blive en tæt torsdagskamp mellem de to duellerende mandskaber, der møder hinanden for første gang siden oktober 2021.
Opgøret mellem Hobro og Lyngby fløjtes i gang klokken 19.00.
